fredag den 27. august 2010

Så kører vi!

Nu er skoleåret for alvor skudt igang. Eleverne er delt på spor og på hold efter niveau og lige nu går opgaven ud på at lære hinanden godt at kende. At opbygge en god atmosfære i klassen og at finde tillid til at her er der plads til at man er god til noget og knap så god til noget andet. Her skal der kæmpes for det vi vil nå og her kan vi komme i mål med hinandens hjælp.
Jeg er igang med individuelle samtaler med mine danskelever og har næsten nået alle. Min fornemmelse er at det er nogle seje elever med en god motivation. Og motivationer måske det allervigtigste for at opnå et godt resultat - især i 10. klasse. Vi skal hjælpe hinanden med at holde fast i lysten til at lære endnu mere i dansk, men lige nu er motivationen som sagt i top og mange elever formulerer det noget i retningen af: " Jeg kunne godt tænke mig at få højere karakterer end sidste år"

Eleverne har fået den første stil for. Den skal afleveres på fredag og er en artikel om at begynde /gå på efterskole. Det er ikke meget hjælp de får, eleverne, for på den måde får jeg en fornemmelse af hvor langt de er. Når man bedømmes for skriftligt arbejde i 10. klasse tæller både indhold, sprog og layout med i karakteren.
I næste uge står den bl.a. på stavetest. De hader det, eleverne, forståeligt nok. Men tanken er at teste deres stavning med og uden brug af CD-ord. Resultatet er til eleven selv der så tydeligt kan se om det gør en forskel at stave med CD-ord. Det gør det forventeligt for de fleste, men det er ofte svært for eleverne selv at se forskellen da de jo ikke ser deres egne fejl.

Ønsk os god tur på rejsen - læreren glæder sig til at se hvad vejen bringer :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar